VVK løb 2009

"Løvspringsløbet 2009" startede i år fra Langhøjskolen, Asp, med 16 deltagere. Inga og Harald må have haft forbindelse til de højere magter for vejret var absolut perfekt til knallertkørsel.
Vi startede kl. 10.15 for at begive os mod første (planlagte) stop ved Vejrum kirke hvor vi skulle se en ca 400 år gammel kirkedør. Døren var speciel, idet historien fortæller, at soldater under Svenskekrigen i år 1643 - 1645 uden held forsøgte at gennembryde den - de fik kun lavet et lille hul som kan ses i dag.
Fra Vejrum kirke kørte vi videre ad små veje over Hjerm til Mejrup for at se Knud Erik Kristiansens store samling af veterantraktorer og alverdens tilbehør hertil. Knud Erik kunne fortælle i timevis om samlingen. Det lykkedes ham at få startet en flot istandsat John Deere med 2 cylindret firetakts benzinmotor. Godt man ikke samler på traktorer - knallerter fylder ikke mere end de kan være i kælderen eller garagen.
Herefter gik turen uden problemer vestpå igen over Holstebro til Asp, hvor vi alle gjorde holdt hos Tove og Harald for at få eftermiddagskaffe og "blødt brød" på deres terrasse. Endvidere fik vi smagsprøver af Haralds anden hobby - kryddersnaps.
Tak til Inga og Harald for en dejlig tur på ca. 45 km i den vestjyske natur.

Aftenløb 3. juni 2009
Bjarne havde igen i år lavet et aftenløb i og omkring Lemvig.
Efter lidt forsinkelse startede turen lige på og hårdt op ad  Sønderbjerg. Så forstår man virkelig at en knallert også klades en cykel med hjælpemotor.
Herefter gik turen vest om Lemvig med Gjellergård. Gjellergård er et hjemstavngård der drives på frivillig basis - der er en fast udstilling med gamle redskaber og værktøj. Derudover er der skiftende udstillinger af husflid og kunst. Absolut et besøg værd.
Efter vi havde set Gjellergård kørte vi igen mod Lemvig og sluttede i Gutte og Bjarnes kolonihavehus, hvor vi fik serveret kaffe og blødt brød.
Tak for turen Bjarne
.

Asp den 6. juli 2009

I anledning af klubbens 20 års fødselsdag havde bestyrelsen besluttet at arrangere en to dages tur til Mors den 4. og 5. Juli.

I ugerne op til den fastsatte dato havde det været særdeles varmt og solrigt, og vi gik og læste vejroversigterne, om det nu også holdt weekenden over.

Knallerten fik lidt ekstra opmærksomhed fredag, hvorefter den blev læsset.

Lørdag vågnede vi til en morgen så dejlig, at vi kunne høre englene synge, - eller var det måske bare fuglene.

Vi mødtes kl. 8.00 ved Lemvig Gymnasium til kaffe og rundstykker. Alle tilmeldte mødte op. Vi var 13 med knallert, to i servicevognen og tre af deltagerne havde deres bedre halvdel med i endnu en bil. Som turen forløb, vil jeg ønske, at dette tiltag kan gentages, for jeg synes, vi havde en hyggelig og sjov tur i hinandens selskab.

Formandens BFC skubber gjorde lige opmærksom på sig selv, men alligevel kom vi af sted kl. 10.00, og kl. 11.00 havde vi første pause ved Struer Lystbådehavn. Her kom vi først fra igen senere end planlagt, da føromtalte skubber ikke følte, den var blevet taget helt højtidelig, så tændingen måtte adskilles og stilles, inden den fandt det rimeligt at fortsætte.

Næste stop var ved slusen ved Hostrup Hovedgård, hvorefter vi fortsatte til Spøttrup Borg, hvor vi spiste vores madpakke i den flotte rosenhave. Da vi skulle videre, måtte der en alvorlig samtale til med Svend Eriks NSU, inden vi kl. 14.30 fortsatte mod Pinenhus via Krejbjerg.

Over Sallingsundbroen til den smukke ø Mors. Vi ankommer til Nykøbing Vandrehjem kl. 16.45, hvor vi straks får tildelt vore værelser. Mit med udsigt over vandet til Salling og Fur. Kl. 18.00 fik vi serveret en meget vel tillavet 2-retters middag. 

Om aftenen sad vi udenfor og nød det gode vejr og hinandens selskab. Medlem Thomas Poulsen kunne desværre ikke være med på turen, så da han havde et ærinde forbi Nykøbing, kiggede han ind medbringende sit gode humør og en ramme øl.

Da der først blev serveret morgenmad søndag kl. 8.00, var der tid til at gå en rigtig lang tur og se på de utrolig flotte omgivelser, som ud over vandrehjemmet omfattede campingplads, stadion, roklub og anlæg - det hele så rent og velholdt, at kommunen kan være stolt.

I forbindelse med morgenmaden smurte vi en madpakke til den videre færd.

Vi forlod vandrehjemmet kl. 9.30, og ankom til Vildsund Vest en time senere til en lille kaffepause. Videre tværs over Thy til Stenbjerg, hvor vi bl.a. besøgte Helmuth Eriksen. Han og fruen var vært ved et flot kaffebord, hvor han fortalte om sit liv med mekanik både erhvervsmæssigt og privat med veterankøretøjer.

Kl. 13.30 fortsatte vi via Lodbjerg kirke og tangen mellem Ørum Sø og Flade Sø ned til Agger. Herfra kørte vi på den 9 kilometer lange tange til færgelejet. Et par kilometer før færgelejet nægtede Knud Nielsens SCO at medvirke yderligere, og Knud og SCO’en måtte på slæb ud til færgen, som netop var klar til afgang.

Ved landgangen I Thyborøn strejkede SCO’en stadig, så den blev transporteret de sidste få kilometer hjem til Lemvig. Den blev så den eneste, som det ikke lykkedes at få i gang igen efter en selvbestaltet pause.

Kl. 17.00 ankom vi igen til Lemvig Gymnasium efter en rigtig god tur, hvor vi mødte mange, som viste interesse for vores hobby.

                                                                                                                                                                                                    Harald Øgendahl

Limfjordsløb 2009.

Skrevet af Knud Larsen .

VVK holdt som sædvanligt Limfjordsløb fra Råbjerghøj den anden weekend i august.

Som sædvanligt kunne deltagerne, som ønskede at overnatte på Råbjerghøj, ankomme fredag eftermiddag, og det var der 6, der gjorde.

Nina og Poul Erik, Inga og Knud og Henny og Knud havde valgt at tilbringe weekenden i  campingvogn derude. Fredag aften hyggede vi os med lidt god mad og en flaske rødvin.

Lørdag formiddag ankom Thomas, Edvin, Jens Christian, Svend Erik og Kent, så klokken 11.00 kunne vi køre. Da vi skulle til at køre, viste det sig, at Kents Quickly ikke havde tænkt sig, at den skulle ud at køre den dag. Men efter at Kent havde snakket med den og skruet på den, overgav den sig, så vi kunne komme lidt forsinket af sted.

I år havde vi valgt at køre til Humlum fiskerleje, da der var kræmmermarked og havnefest.

Vi startede med at køre ud til Fabjerg kirke, hvor vi holdt første pause, og efter én cigarets tid kørte vi videre mod Å-mølle. Undervejs blev der gjort holdt, for at vi kunne tage regnjakkerne på, men efter at vi havde beskyttet os, kom der ikke mere regn den dag.

Ved Å-mølle spiste vi den medbragte mad, og så videre mod Humlum fiskeleje, hvor vi ankom ca. 13.45. På kræmmermarkedet blev der handlet lidt; vi bemærkede alle, at Jens Christian købte en stor kasse videofilm. Gad vide, om det er nogen, han vil bruge i salonen, så ventetiden ikke skal falde for lang??

Da vi kom tilbage blev der sat gang i grillen, så aftensmaden kunne tilberedes. Mens grillen varmede op, dukkede Tove og Harald op. Harald havde ikke haft tid til at køre med, da han skulle have noget halm kørt ind til hesten.

Det var en hyggelig dag, og ikke så våd som forudsagt, det var som om at det at vi tog regnjakkerne på, var nok til at holde vandet væk.

Søndag var vi igen kun 6, og efter morgenkaffen kørte vi ud til Engbjerg kirke og videre til Ryle Torv. Vi var hjemme ca. 12.15, og så var det tid til frokost og oprydning.

Vi, der var med, havde en dejlig weekend, men jeg kan ikke lade være at tænke, hvor er vore medlemmer. Det havde været pragtfuldt, hvis vi havde været nogle flere.

Søndag den 20. sept. 2009

Jeg vil lige skrive et par ord, om vores sidste løb i år; Løvfaldsløbet.

Vi Startede ved Oddesund Nord, på havnen, og der var mødt 21 kørere, det var meget flot.

Vi kørte af små veje til Tambohuse, og over dæmningen til Jegindø, hvor vi havde pause på havnen og æ´fyvrhus, som er de små museumshuse.
Der er udstillet fjordfiskernes tjærede net og andet værktøj, som de brugte for snart mange år siden.

Medens vi var derinde kom der en ordentlig regnbyge - heldigvis som den eneste på turen.

Derefter kørte vi videre på øen, og over dæmningen igen, og op til udsigtspunktet, hvor vi skulle spise vores frokost, en lille dr. Nielsen til halsen, og beundre den fine udsigt over fjorden.

Efter passende pause kørte vi af små veje til Hellig kilde, og derfra tilbage til vores udgangspunkt; Oddesund havn.

Turen gik godt, uden uheld og alle kom selv kørende hjem.

Tak til alle for en god tur, og tak for i år.

Poul Erik Schou

Tak for året 2009 - glæder os til gensyn i 2010