LØVSPRINGSLØB 27. APRIL 2014 - TEKST OG BILLEDER

Løvspringsløbet søndag den 27. april 2014 fra Lem. St. By.

Vi mødtes ved den store parkeringsplads i Bredgade i flot solskinsvejr. Jeg havde fået et forvarsel om, at der ville møde mange op, så vi havde lavet 40 køreplader, og det slog lige netop til. Det er første gang, vi når dette runde tal til et løb, og det var da også i kraft af mange egne medlemmer, såvel som en pæn deltagelse af gæstekørere. Igen havde vi nyere medlemmer med, og aldersmæssigt var spredningen på mere end 60 år. Når jeg ser billederne fra løbet, må jeg indrømme, at vi med hvidt skæg var talrigt repræsenteret.

Da vi ankom klokken 9.20 var vi ikke de første, og snakken gik livlig; det var der behov for efter et halvt års pause. Klokken godt 10.00 hørte vi op til Gerdt, og her havde Agnes dækket et dejligt morgenbord til os. Jeg bemærkede over for Gerdt, at det var godt med det fantastiske flotte vejr, når vi sad ude, men Gerdt svarede bare, at det var længe siden, han havde bestilt det.

Lidt nervøs for, om det store deltagerantal lod sig styre ude i trafikken, bad jeg alle om at tage hensyn til vore medtrafikanter, og at hjælpe ved, at vi altid havde sidste mand med. Jeg var jo også bevidst om, at efter en lang vinter, er der nogle knallerter, som slår sig lidt i tøjret for at blive fri for de ca. 50 kilometer, som lå foran os. Jeg skylder derfor at rose alle for den måde, de kørte på, og bagefter var jeg lidt flov over, at jeg overhovedet havde haft den tanke, at nogen kunne finde på at køre udisciplineret.

Der var et par maskiner, som nægtede at gøre turen med, men der var reserveknallerter klar, så alle kørere fuldførte turen. Der var dog lidt problemer med den nye bioethanol i benzinen. Blandt andet Janns Honda var ikke glad for kosten, og den satte sig i motoren adskillige gange for derefter at starte og fortsætte igen, når den var kølet lidt ned. Den fik så et skvæt to taks olie i benzinen, og den blev nu så glad for, at den kunne lugte og ryge endnu mere, end dens to takts brødre, at den spurtede afsted. De velmenende mennesker, som for at skåne miljøet, har indført disse tilsætninger, skulle bare have set Janns fremfærd. 

 At en velserviceret knallert er en garanti mod havari er ikke altid tilfældet, for pludselig smed en NSU kæden. Det skete heldigvis i nærheden af Maskinhuset Herborg, så op på traileren og derhen med den. Vi andre fulgte så efter ved egen hjælp. Vel ankommet, blev vi vist rundt i de tidligere fedestalde, hvor nogle engagerede mennesker fortalte os om indsamling af blandt andet tøj, husgeråd og hospitalsudstyr. Effekterne blev sendt til modtagerlande i f.eks. Afrika og Øst Europa.

Vi gik nu over til René i Maskinhuset, som er en blanding af et lager, et værksted og et sted, hvor mange mennesker mødes og hygger sig i hinandens selskab. Her var Kristian færdig med NSUen, og efter en lille pause fortsatte vi ud til Per Jørgensen, hvis far Karl Erik Jørgensen byggede den første Vestas vindmølle. Per bor stadig på adressen, og som hans far var, er også han noget af en opfinder. Efter vi havde nydt den medbragte madpakke, gik turen videre til Leding Auto, hvor Kristian Stigkær og frue driver et mekanisk værksted. Der er kun de to, som arbejder i værkstedet, og der var iøjnefaldende flot og rent derinde. De arbejdede med lidt af hvert, og en tidligere Ferguson 31 var udstyret med en sekscylindret BMW dieselmotor. Da den dermed havde firedoblet sin motorydelse, lød det troligt, at det var bagakslerne, som havde vanskeligst ved at holde.

Vi var nu hurtigt tilbage i Lem, og jeg har kun tilbage at takke Gerdt og René for et mægtigt godt tilrettelagt løb afviklet i noget fantastisk vejr.

Harald Øgendahl