JUBILÆUMSLØB FREDAG DEN 15. AUGUST 2014 - TEKST OG BILLEDER

Knallertværksted under åben himmel

Fredag 
 

Så er vi klar igen. Punkteringen fra i går var fikset, og 11 kørere skulle af sted.  Fra Ringkøbing skulle vi igen nordpå. Først igennem Søndervig og til Vedersø Klit. Her kunne man købe kaffe og kringle, eller en is hvis man var mere til det. Kort efter sprang Hennys koblingskabel, så der måtte igen en knallert på traileren.

 

 Videre gik det over Sdr. Nissum til Thorsminde, hvor madpakken blev fortæret. Videre til Fjaltring- Igen en punktering.  Det var så mig denne gang. Reserveknallerten - jamen den er jo med gear. Okay da lad os prøve. Jeg fik lige lidt instruktion, og så hoppede den ellers derudaf. Det skal siges, at jeg blev bedre til at køre på den, og sadlen - ja den var helt klart bedre end min egen. Vi fortsatte over Ferring- Vrist og Langerhuse til Thyborøn, hvor vi denne nat skulle logere.

 

Inden vi kunne slappe af med mad og drikke, var der lige et par reparationer, der skulle foretages. Nemlig et koblingskabel og et dæk- og slangeskift. Dejligt, der er nogen, der vil hjælpe et par kvinder i nød. Desværre var det ikke nok at skifte dæk og slange- der var også gået noget i stykker i kæden, og den reservedel havde vi ikke. Det måtte vente. Igen fik vi lækker mad og derefter lidt socialt samvær på et værelse.

Ligeledes en dejlig dag hvor vi kørte 94 km.

 

Inga